Blog (2 indlæg)
25. sep
2012
0

Green Day - iUno!

Skrevet af Kim Hyrup

Kategorier: Anmeldelse|

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10

Første del af trilogien ¡UNO!, ¡DOS!, ¡TRÈ! udkom i dag og blev sat i afspilleren med stor forventningsglæde.

Der er tale om et album der forsøger at vende ryggen til de to sidste udgivelsers politiske tyngde og store armbevægelser og derimod fokusere på 90'ernes Green Day sound. Tilbage til rødderne, som man siger. Selvom jeg er meget begejstret for de forrige udgivelser, så lyder ovenstående idé i sig selv som et udemærket koncept.

Albummet indeholder en række uptempo, korte numre med den karakteriske tromme/guitar lyd der definerede Green Day omkring "Dookie" storhedstiden. Samtidig er der elementer fra det nye Green Days fyldige korstemmer og ekstra lag af guitarspor. Der er nu mere fokus på rå energi og attitude.

Det er bare ærgerligt at produktionen tydeligt har gjort bandet og hele albummets karakter særdeles kønsløst. Albummet er generelt en flad oplevelse - både stemningsmæssigt og lydteknisk. Der mangler nerve og attitude i leveringen og specielt vokalen ligger fladt, superkomprimeret, nærmest syntestisk gennem alle tracks. Trommerne er spinkle og bassen er nærmest ikkeeksisterende. Man bliver sjældent udfordret - musikalsk eller følelsesmæssigt og overproduktionens klamme hånd har fjernet enhver dynamik i sangene.

Enkelte numre virker godt. Åbningsnummeret "Nuclear Family" sparker albummet fint igang og "Let Yourself Go" har den velkendte Green Day energi. "Oh love" er dejligt catchy og giver en smule variation i et ellers ensartet program. Flertallet af skæringerne virker som om de er fyldnumre og det kan undre lytteren når man ved at to albums mere er på vej inden for kort tid. Albummet vil sandsynligvis blive en sjælden gæst i min afspiller, da intet nummer formår at ramme noget i mig. Uinspirerende, kønsløst, ØV!

Det bliver spændende at høre hvad der venter når de to næste albums kommer, men frygten er to albums mere med ligegyldige fyldnumre i steriliseret plastikindpakning.

Læs eller tilføj kommentarer (0)


04. okt
2012
0

Muse - The 2nd Law

Skrevet af Kim Hyrup

Kategorier: Anmeldelse|

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10

Muse er tilbage med de helt store musikalske penselstrøg på deres sjette studiealbum. Forsanger Bellamy har tidligere beskrevet albummet som "christian gangsta rap jazz odyssey, with some ambient rebellious dubstep and face melting metal flamenco cowboy psychedelia" - og det er egentlig et meget godt billede på den sprudlende mangfoldighed der er repræsenteret over de 13 numre. Det er storladent, alsidigt, eksperimenterende, følsomt og super hårdtslående. Nogle tracks spænder fra stille drømmende, sjælfulde klassiske toner til pulserende, knitrende elektroniske trommebeats og snerrende heavy guitarriffs i et og samme nummer. Det kan for de uindviede lyde som stilforvirring, men Muse formår at strikke det hele sammen så man forstår sammenhængen. Men ingen tvivl om at det er et udfordrende album, der nok vil dele vandene. Muse benytter flere effekter end nogensinde før og det har ikke ødelagt det samlede udtryk. Muse er superambitiøse og nok et af de få bands der formår at leve op til den overgearede storhed der ligger i mange af numrene. Det lykkedes for dem gang på gang - imponerende!

Albummet starter hårdt og kontant, med hvad der må være det mest hardcore James Bond temanummer (uden dog at være det) nogensinde. En dybt rungende, forvrænget baslinie komplimenterer Bellamys højfrekvente skrig og danner en kontrast til det blide vers der ledsages af strygere, kor paukeslag og trompet.

Albummets førstesingle Madness er et stykke poleret popkunst der virker godt.

Panic Station er funky som ind i H... - Min bedste beskrivelse må være: Prince møder Red Hot Chili Peppers 2012.

Albummet fortsætter med den forrygende og infernalske Olympiske hymne fra Legene i 2012: Survival.

Follow me byder på den elektroniske scenes typiske pulserende synthesizer underlægning efter en lang indledende klagesang fra forsangeren - måske albummets svageste nummer.

Animals er et af albummets højdepunkter. Blues guitar licks pakket ind i moderne beats i 5/4 taktart, følsomme vokaltoner og en bragende afslutning med et stærkt udtryk til sangens politiske budskab om grådighed.

Albummet byder på to interessante og personlige numre fra bandets bassist Christopher Wolstenholme om hans alkoholmisbrug, Save Me og Liquid State.

Albummets afslutning, i form af numrene "The 2nd Law: Unsustainable" og "The 2nd Law: Isolated System", er formiddabel og det er lige så hårene rejser sig i ærefrygt. Dommedagsintro med symfoniorkester og kor efterfulgt af Dubstep og kaotisk guitarstøj og en aggresiv robotstemme der leverer budskabet om en ubæredygtig fremtid for vores civilisation.

Albummet er noget nært et mesterværk. Det eneste der trækker ned i min oplevelse af albummet er de til tider for lange introer med klagesang og så Bellamys evigt overdramatiserede røst der kan være en smule anstrengende over et helt album. Faktisk er det en fornøjelse at høre Christopher Wolstenholmes stemme afløse på to af numrene.

Men konklusionen er 8 ud af 10 for en stor oplevelse med "The 2nd Law".

Læs eller tilføj kommentarer (0)