Blog (2 indlæg)
08. aug
2011
0

Hun sagde JA!

Skrevet af Kim Hyrup

Kategorier: Venner| Familie| Fest|

Ja, så blev jeg gift med min Crammi. Det skete i Brahe Trolleborg kirke den 6. august 2011, efterfulgt af en fremragende fest for 70 personer på Det Hvide Pakhus på havnen i Faaborg. En fantastisk dag med mange højdepunkter!

Formiddagen var laaang! Anton og jeg tossede rundt derhjemme og ventede utålmodigt på at klokken skulle blive kvart i tre, så vi kunne komme afsted. En tur på legepladsen, spille bold i haven, lege sørøvere, lidt frokost, på med festtøjet og så afsted til kirken med chauffør og forlover Henrik.

I kirken var der lidt mere ventetid inden klokken endelig begyndte at ringe udover Korint. Døren gik op og Crammi så stjernesmuk ud i sin flotte kjole. Jeg måtte overgive mig til følelserne og fældede mere end én tåre under seancen. Vores to børn var så søde at se på sammen. Olivia smilede og Anton så langt efter lillesøster. Jeg kunne ikke lade være med at smile, nærmest højlydt. Vi gav hinanden ja og gik hånd i hånd ud af kirken med Anton ved vores side. Anton var vidst lidt overvældet over Crammis beklædning og entré i kirken - han forsøgte at undgå at kigge på sin mor under hele vielsen.

Næste store højdepunkt var da vi, efter at have hilst på alle gæsterne foran kirken, hørte introen til All You Need Is Love brage ud af højttalerne på brudetransportkøretøjet, og en rød løber blev rullet ud af den lille Opel med storhedsvanvid. (se video her). Chauffør og ejer af bil, min svoger Kasper, var iklædt chaufførhat og hvide handsker, og han var allerede i gang med at åbne spumanten til køreturen. Efter endt risbombardemant skiftede musikken til det tunge Katobeat på sangen “Hey Shorty” med den “smukke” tekst “Pop den Booty Bitch!” og vi rullede ud af kirkepladsen med hujende gæster bag os. Og en måbende præst, vil jeg tro. Klar til fest!!

Herefter stod den på en times fotosession med en dygtig fotograf - det var en fantastisk hyggelig og afslappende time, at stå foran kameraet i lækkert vejr, med smukke Crammi ved min side.

Dagens næste højdepunkt var at træde ombord i svigerfars båd, der skulle transportere os det sidste stykke til havnen i Fåborg og Det Hvide Pakhus. Der var dækket op med boblevand i høje glas og vejret var stadig med os - Mmmmm. Dette blev også dagens dramatiske højdepunkt, da skruen blev viklet ind et stykke reb og vi derfor ikke kunne sejle videre!! En hurtig nabo fik hjulpet os i gang og vi ankom til festen fem minutter i 18 hvor gæsterne stod og tog imod os på havnen. Og vejret var tilsyneladende bekendt med tidsplanen. I det minut vi trådte ind ad døren på pakhuset begyndte det at styrtregne.

Middagen var fyldt med gode indslag fra venner og familie og Crammi lavede en skøn tale og inviterede overtegnede op til duetten Come What May fra Moulin Rouge - filmen der nærmest bragte os sammen. Romantik. Jeg sang selv Josh Grobans “Awake” for Crammi, efter min tale.

Efter middagen fik vi en kort pause med fadøl, kaffe og hygge på terrassen under parasollyskædernes skær før brudevalsen. Det blev en alternativ en af slagsen. (se video her). Valsen blev brat afløst af N’Sync, Safri Duo, Kato og Hej Matematik. Vi sluttede dog kælent af med Abbas “I Do I Do I Do”. Herefter blev alle løsdele klippet af tøjet: strømper, slips og boksershorts - PROTEST! Kåre med band gav den fin gas herefter og der blev danset så sveden drev de næste par timer. I mellem dansene var der brug for en tiltrængt fadøl og frisk luft under de yderst praktiske parasoller. Regnen stod ned denne nat. Det betød ingenting:)

Tak til alle gæster og andre der har givet os opmærksomhed i forbindelse med brylluppet.

Læs eller tilføj kommentarer (0)


31. okt
2011
0

Svendborg By Night

Skrevet af Kim Hyrup

Kategorier: Venner| Fest| Koncert|

Havde en fantastisk aften i Svendborg I går, der sluttede med alt for mange drinks, stunts på Børsen og hyggeligt samvær med nogle Århusgutter samt forsangeren for Queen Machine, Bjarke.

Aftenen startede med god mad på café Under Uret. Herefter (endnu) en fremragende koncert med Queen Machine. Crammi, Janni, Henrik, Anders og jeg tog efter koncerten på Børsen. Her stod den på drinks til lidt under 100 kroner (pr. stk!!), sært udklædte halloweengæster, musikalsk spændvidde der dækkede alt fra Krummesangen til Kato, sære danse (tak til Anders), Indendørs cigaretrøg, bordfodbold, snak med Bjarke fra Queen Machine og en festlig flok fra Århus. Det her med priserne på drikkevarer i byen kunne blive til en lang ulidelig klagesang her i artiklen. Vi lader den ligge med et næsten indebrændt: “hrmmmpf”! Den skulle have hele armen i aften - og det fik den. Jeg vil gerne i denne forbindelse rette en klage imod belysningen af området omkring bordfodboldbordet samt på pladseringen af trappeskakten til nødudgangen i det selv samme mørke område ved bordfodboldbordet! Tyngdekraften fik frit spil med min krop, da gulvet under mine fødder pludselig manglede og jeg skramlede mod bunden af skakten. Av, krop! Op igen og tilbage i kampen.

Vi forlod Børsen under smuk fællessang til Bohemian Rhapsody sammen med Bjarke (Freddie).

Aftenen sluttede ved at Crammi, Anders og overtegnede vågnede i bussen på stationen i Faaborg ved halv femtiden.

Læs eller tilføj kommentarer (0)