Blog (1 indlæg)
22. nov
2009
0

Jul i Tivoli

Skrevet af Kim Hyrup

Kategorier: Familie|

I weekenden var den lille familie i København, på besøg hos Susanne og Klaus. Der var tid til hygge og afslapning og god leg for Anton og Bastian. Om lørdagen tog vi i Tivoli – sammen med flere tusinde andre der havde fået samme idé. Anton var helt vild med at storme af sted på egne ben, med en ”stakkels” mor eller far i hælene. Der var mennesker overalt og Anton kunne hurtigt smutte rundt om benene på næste forhindring. De flotte juleudsmykninger i Tivoli tiltrak Anton som myg mod et ultraviolet lokkeapparat. Vores lille dreng stod som hypnotiseret i skæret af elektriske julehjerter og juletræer med blålig stjerneregn. Længe leve energioverforbruget i Jesu navn!

Men højdepunktet for de to små var turen i nisseland. Nisser der skøjter, nisser der synger, nisser der spiser, nisser der hilser på andre nisser, nisser der klatrer i hængebroer, nisser der pakker gaver ind, nisser der pakker gaver ud, nisser der sylter chilifrugter (ja det var der faktisk) og nisser der bygger igloer. Der var hundredvis af nisser og Anton fik udpeget dem alle. ”Se!”, ”Se!”, ”Se!”, udbrød Anton, gang på gang, imens han pegede på en nisse og sikrede sig at mor eller far også havde set den. Der gik en masse tid med at løbe rundt inde i vinterlandskabet og suge julestemning til sig.

Senere kom der ro på – de to børn i hver deres klapvogn, med en rugbrødsmad, imens forældrene nød en ribbenstegsandwich, på trods af at det ikke var fra den legendariske Boserup sandwichbod, der tilsyneladende var forsvundet.

Aftenen blev sluttet af med at se illuminationer over den lille sø. Det var en hyggelig familiedag i tivoli.

Kommentarer (0)