Blog (1 indlæg)
07. jul
2010
0

Farvel, kære Mazda

Skrevet af Kim Hyrup

Kategorier: Tanker|

Så skete det, min første bil, forsvandt ud af mit liv igår, solgt for en slik. Et øjeblik overvejede jeg at følge efter sporet af rust som Mazdaen i sin alderdom var begyndt at lægge ud efter sig - men jeg blev stående i indkørslen og betragtede dette kørende, halvt metalgrønne, halvt rustne levn fra min ungdom forsvinde imod solnedgangen - en æra var forbi. Jeg fik Mazdaen i 2003 til en pris af 69.000 hos en autohandler i Odense NV og var en lykkelig Mazdaejer i de næste syv år. Jeg stod nu med en stak 500 kronesedler i hånden og en klump i halsen.

Mazdaen blev nu ført mod Sjælland til et nyt liv, en ukendt fremtid uden mig bag rattet. Der var ingen vej tilbage, Mazdaen var syg, en cancer havde overtaget bilens undervogn, der var i oxidationens ubarmhjertige vold og det i en meget fremskreden tilstand. Grådige oxygen atomer åd dagligt elektroner fra bilens skrog og efterlod dens undervogn i efterårets farver. Dette oxygen-ion skabende fartøj var i sit livs efterår.

Jeg har skrevet et lille digt om rust...Nej ok, den dropper vi!

Jeg håber at disse nye ejere kan udrette mirakler med patienten og at du har det godt derude - farvel, min kære Mazda.

Kommentarer (0)