Blog (1 indlæg)
09. sep
2006
0

Inbrud i lejligheden

Skrevet af Kim Hyrup

Kategorier: Hændelser|

Det blev en noget brat opvågning lørdag morgen, da en indbrudstyv kom på besøg i lejligheden.

Vi havde festet det meste af natten og lå plagede af tømmermænd og manglende søvn klokken halv 7 om morgenen på 1. salen i vores lejlighed. Crammi puffede pludselig til mig - "Der er nogen nede i køkkenet!". Det tog mig et par sekunder at vågne og forstå hvad der skete omkring mig. Jeg hørte lyden af noget bevæge sig nede i køkkenet og mit hjerte sprang et slag over. Herefter fløj jeg ud af sengen og løb alt hvad jeg kunne hen imod trappen. Fra toppen af trappen kunne jeg se en mand stå i vores køkken. Han bar en hue og havde ryggen til. Han var allerede i løb da jeg begyndte at råbe af ham og galopere ned af trappen og videre ud af lejligheden.

Det må have været et syn for guder og de morgenfriske at se mig spurte ned ad Christiansgade klokken halv 7 om morgenen, råbende og skrigende, kun iført mine boksershorts. "Heeey, kom tilbage!", "Stop", "HEY!". Mine kommandoer syntes ikke at virke og manden fortsatte sit løb ned mod Brogade. For enden af Christiansgade sprang han ind i en bil hvor en makker sad og ventede med motoren kørende. Jeg var på det tidspunkt omkring ti meter fra skurken (jeg måtte bare bruge det ord) og stoppede mit løb da jeg tænkte at det var for sent. Men nej, idet bilen satte igang gav den blot hop fremad og motoren gik i stå. Jeg satte straks i løb igen og nåede næsten hen til bildøren før motoren gik igang igen og bilen forsvandt ned ad brogade. Jeg forsøgte at memorere nummerpladen, men fik kun fat i de første tre karaktere inden mit syn ikke rakte længere - Jeg nåede ikke lige at få kontaktlinser på i farten. Fordømte dioptri -1,75.

Da jeg kom tilbage til lejligheden kunne jeg konstatere at han ikke havde nået at få nogle af vores ting med sig - Et lille vindue i køkkenet var blevet brudt op med et brækjern og havde efterladt et par mærker i karmen. Vi fik anmeldt inbruddet og efterfølgende aflagt forklaring til politiet. Jeg huskede følelserne under hele forløbet bedre end de fysiske omgivelser og havde derfor svært ved at beskrive manden og bilen. Jeg kunne ikke engang fortælle hvilken bil de var kørt væk i!

Da adrenalinen senere havde lagt sig kunne jeg fortsætte den store opgave at sove tømmermændene væk.

Kommentarer (0)