Blog (1 indlæg)
05. jan
2011
0

Olivia på børnehospitalet med RS virus

Skrevet af Kim Hyrup

Kategorier: Familie| Hændelser|

Vores lille Olivia blev indlagt på hospitalet den 29. december. Det var lidt af et chok, da hun pludselig ikke kunne trække vejret ordentligt derhjemme i stuen. Hendes vejrtrækning var meget besværet, med indtrækninger og man kunne se panikken i hendes øjne når hun vred sig i Crammis arme. Hun havde været småsløj i en del dage med hoste og snot, men vi havde hele tiden haft i baghovedet, at hvis hun ikke havde feber, var der alligevel ikke nogen læge der ville se på hende, for så var der ikke noget alvorligt galt. Men nu kunne hun altså pludselig ikke trække vejret og vi ringede 112. Ambulancen kom 5-10 lange minutter efter opkaldet. Hun fik behandling med det samme og vi kørte afsted mod OUH. Det var et heldigt sammentræf at huset var fyldt med bedsteforældre, der kunne tage sig af Anton imens vi var afsted.

På hospitalet fik Olivia hjælp med ilt, inhallationer af astmamedicin og sugning af slim. Senere blev hun lagt i CPAP (Continuous Positive Airway Pressure) og vi kunne lade os inlogere på et værelse på børnehospitalet. De næste mange døgn stod på slanger, biplyde fra måleapparater og babyvræl i en endeløs strøm. Der var mange små med RS virus for tiden og det var også hvad Olivia havde. Anton kom på besøg og han var blevet forberedt på at lillesøster havde slanger i næsen, som dengang da han selv kom til verden ved kejsersnit og måtte ligge i CPAP et par timer. Han syntes at det så sjovt ud og han var tilsyneladende ikke negativt påvirket af situationen - han havde det også godt hjemme hos mormor og morfar. Vi fejrede nytår på vores lille stue og da bølgerne gik rigtig højt drak vi en tår børnechampagne, pustede en serpentin og jeg drak en Ale nummer 16. Nytårsmiddagen bestod af en slags burger, dertil cola og fromage til dessert. Resten af aftenen gik med at se nytårsshow på TV og passe på vores dejlige datter. Det var ikke festligt men, alt taget i betragtning, meget hyggeligt alligevel.

Den 3. januar tog vi endelig hjem med vores kære Olivia, der havde fået det meget bedre.

Kommentarer (0)