Blog (3 indlæg)
19. nov
2006
0

Leoniderne

Skrevet af Kim Hyrup

Kategorier: Astronomi|

Crammi og jeg var ude og se stjerneskud fra meteorsværmen Leoniderne i går nat. Fra klokken 00:15 til 01:15 blev det til seks stjerneskud hvoraf et var specielt kraftigt.

Det blev lidt af et udstyrsstykke, da det var under 5 grader varmt. Iført termotøj og soveposer lå vi på en luftmadras, ved siden af Odense å med frit skue til en skyfri nattehimmel. Smukt syn, på trods af byens lysforurening.
Der gik ikke lang tid før den første meteor drønede igennem atmosfæren - og sikke et stjerneskud. Gløden varede i omtrent 3 sekunder og strakte sig ca. 30 grader fra syd mod nord. Fantastisk! Der kom flere mindre stjerneskud og alle blev observeret i nærheden af Castor og Pollux i stjernebilledet Tvillingerne mod sydøst.
Det blev til en time under stjernerne. Stjernebilledet løven var ved at stå op i øst da vi gik ind i varmen med alt for kolde tæer. Maksimum for sværmen var først fem timer senere klokken 5:51 hvor der blev forventet op mod 100 stjerneskud pr. time. Ser allerede frem til næste års Leonider.

Læs eller tilføj kommentarer (0)


25. sep
2006
0

I byen med Surburban Casuals

Skrevet af Kim Hyrup

Kategorier: Hændelser|

Jeg blev i går sparket ned af en Brøndbytilhænger over for Odense Banegårdscenter. En fyr, formentligt medlem af Surburban Casuals, havde set sig sur på min OB-trøje og overfaldt mig på åben gade.

Dagen startede ellers godt. Det var fremragende vejr og jeg og tre andre skulle mødes i Kongens have før kampen på Odense Stadion klokken 19:00. Anders og jeg mødtes klokken 15:00 og nød en pilsner på en bænk ved Fyens Stiftstidende bygningen overfor banegården, imens vi ventede på Daniel. Omkring klokken 15:30 holdt en bil for rødt lige ud for os. En fyr på forsædet råbte noget efter os og stirrede stift på os, da bilen rullede videre for grønt "De er ude på ballade dem der! De kommer tilbage til jer om lidt!", sagde en mand, der stod til venstre for os og havde set dem dreje ind på P-pladsen bagved Fyens Stiftstidende. Det kunne jeg ikke helt tro på og valgte derfor at blive siddende!

Men ganske rigtigt, et minut senere kom fyren marcherende rundt om hjørnet flankeret af tre andre med retning mod os. "Hvad fanden laver du?", "Idiot!", "Spasser!", blev der råbt fra fyren og de fire satte tempoet op. Jeg kunne se at han lagde an til spark og forsøgte straks at komme væk fra bænken - men for sent! Jeg modtog et spark i nakken og røg i jorden. Da jeg forsøgte at komme på benene igen var der pludselig en person på min venstre side, der kom springende imod mig. Det hele gik meget stærkt og der var en masse råben og skrigen. Det lykkedes os at komme forbi galningene og flygte over på den anden side af gaden. Derfra kunne vi se at fyren, der havde angrebet mig, begyndte at rode min pose, som jeg havde efterladt på bænken, igennem. Han tog min mobiltelefon, de fire billetter til stadion og mine cigaretter og herefter gik de stille og roligt væk fra stedet med retning imod byen. Jeg begyndte at råbe efter dem, at jeg skulle have mine ting! Det tiltrak opmærksomheden fra en flok gutter med kilotunge guldkæder og hang til slåskamp. "Hvad er der sket!?", råbte den ene og kom løbende over til mig i fodgængerfeltet overfor banegårdscentret. Jeg forklarede ham at jeg var blevet overfaldet og at de havde taget mine ting. Straks strøg han afsted i en gejlet Opel ned ad Nørregade med retning mod de fire overfaldsmænd! Han kørte som en gal, røg stod fra dækkene og han trak lange bremsespor, da bilen hvinende bremsede lige ved siden af overfaldsmændene. De fortsatte upåvirkede ned ad gaden. Fra afstand kunne vi se at fyren sprang ud af bilen, men at han herefter tøvede, da han ingen reaktion fik fra de fire, der gik på fortovet. Han var i tvivl om det nu også var dem han skulle have fat i!

I mellemtiden var vi kommet i snak med manden, der havde stået ved siden af os under overfaldet. Det viste sig at han var politibetjent, der havde fri, og grunden til at han ikke havde skredet ind, var at han havde sin lille pige med. Han var fulgt med os, da vi begyndte at gå efter de fire Brøndby supportere, der var forsvundet rundt om hjørnet og ned ad Nørregade. Under hele forløbet havde han forsøgt at tilkalde en kollega over telefonen, men uden held. Der gik op imod 20 minutter før der dukkede en uropatruljevogn op. Samtidig var Daniel kommet. Anders, Daniel og jeg tog med uropatruljevognen rundt i Odenses gader for at se om vi kunne udpege dem. I gågaden fik vi et tip fra en OB supporter om at de var på Ryans pubben. Han havde nok luret hvem vi søgte.

Og det skal jeg love for at de var! Mellem 50 og 100 Casual Brøndbytilhængere var at finde på Ryans. De to betjente overtalte os til at gå med ind i baren og udpege gerningsmanden. Jeg var pænt nervøs og det gjorde det ikke bedre at min OB trøje pludselig kom til syne under den trøje jeg havde fået til at dække den med! Hjertebanken! "Tag trøjen af!", var der nogle stykker der råbte og alle på pladsen foran pubben stirrede på os, som var vi familien Cosby på besøg hos Ku Klux Klan. Vi var ikke velkomne! Jeg forsøgte at kigge igennem dem og undgå øjenkontakt, da vi spadserede igennem menneskemængden med de to betjente foran. Adrenalin! Inde på Ryans fik jeg øje på min overfaldsmand, der stod med ryggen til. Jeg pegede i retning af ham og betjentene røg straks op for at gribe ham. Men de gik forbi ham! Over for at gribe en anden. "NEJ!", råbte jeg og fik dirigeret de to betjente over til den rigtige. De slæbte ham udenfor og vi fulgte hurtigt efter. Den anholdte beklagede sig godt og grundigt og sagde at han ikke havde gjort noget. Da de fiskede min mobiltelefon op af lommen på ham, forsøgte han sig med, at det var hans mormors. Fryd! Jeg kunne hurtigt ringe telefonen op og høre en hånende betjent sige "Du skal i fængsel, kammerat!", hvorefter han blev lagt i håndjern. Resten af eftermiddagen gik med afhøringer! Anders og jeg tog hjem til mig og så kampen og senere tog jeg på skadestuen. Det var ikke helt den fodboldtur vi havde regnet med!

Kampen endte iøvrigt 2-2!

Læs eller tilføj kommentarer (0)


09. sep
2006
0

Inbrud i lejligheden

Skrevet af Kim Hyrup

Kategorier: Hændelser|

Det blev en noget brat opvågning lørdag morgen, da en indbrudstyv kom på besøg i lejligheden.

Vi havde festet det meste af natten og lå plagede af tømmermænd og manglende søvn klokken halv 7 om morgenen på 1. salen i vores lejlighed. Crammi puffede pludselig til mig - "Der er nogen nede i køkkenet!". Det tog mig et par sekunder at vågne og forstå hvad der skete omkring mig. Jeg hørte lyden af noget bevæge sig nede i køkkenet og mit hjerte sprang et slag over. Herefter fløj jeg ud af sengen og løb alt hvad jeg kunne hen imod trappen. Fra toppen af trappen kunne jeg se en mand stå i vores køkken. Han bar en hue og havde ryggen til. Han var allerede i løb da jeg begyndte at råbe af ham og galopere ned af trappen og videre ud af lejligheden.

Det må have været et syn for guder og de morgenfriske at se mig spurte ned ad Christiansgade klokken halv 7 om morgenen, råbende og skrigende, kun iført mine boksershorts. "Heeey, kom tilbage!", "Stop", "HEY!". Mine kommandoer syntes ikke at virke og manden fortsatte sit løb ned mod Brogade. For enden af Christiansgade sprang han ind i en bil hvor en makker sad og ventede med motoren kørende. Jeg var på det tidspunkt omkring ti meter fra skurken (jeg måtte bare bruge det ord) og stoppede mit løb da jeg tænkte at det var for sent. Men nej, idet bilen satte igang gav den blot hop fremad og motoren gik i stå. Jeg satte straks i løb igen og nåede næsten hen til bildøren før motoren gik igang igen og bilen forsvandt ned ad brogade. Jeg forsøgte at memorere nummerpladen, men fik kun fat i de første tre karaktere inden mit syn ikke rakte længere - Jeg nåede ikke lige at få kontaktlinser på i farten. Fordømte dioptri -1,75.

Da jeg kom tilbage til lejligheden kunne jeg konstatere at han ikke havde nået at få nogle af vores ting med sig - Et lille vindue i køkkenet var blevet brudt op med et brækjern og havde efterladt et par mærker i karmen. Vi fik anmeldt inbruddet og efterfølgende aflagt forklaring til politiet. Jeg huskede følelserne under hele forløbet bedre end de fysiske omgivelser og havde derfor svært ved at beskrive manden og bilen. Jeg kunne ikke engang fortælle hvilken bil de var kørt væk i!

Da adrenalinen senere havde lagt sig kunne jeg fortsætte den store opgave at sove tømmermændene væk.

Læs eller tilføj kommentarer (0)